Det begav sig på en gård i Fjordnæs hos en mager bonde og hans brede kone
og to djærve børn, en dreng og en datter, og to mutte trælle, en mand og en kone,
at pakhesten døde, den var doven og fed. Så blev den slagtet og skåret op.
Bonden var stille og sagde kun lidt, konen var snaksom og meget stædig.
Sønnen var lystig og elskede løjer. Datteren var ældre og uhyre ærbar.
Hun omgikkes kun få, til hun fyldte tyve. Hendes hund hed Lærir, en liderlig køter.
Da krikken var flået og klar til spisning, skar trællen snildt med sin skarpe kniv
hestelemmet af og løftede det lystigt, men sønnen greb det, og syngende højt
gik han med hestedinglen ind i huset til søster og mor og den mutte træl.
Her skal i se en balstyrig dingel netop afrevet den blodrige hingst,
sjældent ser kvindfolk noget så kært. Kom så i gang, du gejle træl.
Vær sød mod Vølse, vis, hvad du kan. Ind med Vølse, helt ind i varmen.
Trælkvinden slog en kaglen op, og søsteren bad ham smide dinglen,
men mo`ren, den nævenyttige tyksak, hun snuppede Vølse og holdt den varm.
Den blev svøbt i lin, og lagt med løg, hun gemte den kærligt i sengekisten.
Hele den høst, når alt gik på hæld, tog konen den frem og favnede den.
Hun dyrkede den, hun drillede den og kaldte den skælmsk for verdens skaber.
De andre på gården gav gode råd, desmere voksede Vølse sig stiv.
Snart var det skik hver aften i stuen at synge over den stive dingle.
Den første var konen, hun holdt den fast og priste den og dens prægtighed.
Dernæst var det bonden og bondens børn og trælleparret, som prustede højt.
Det hed sig snart i hele Norge, at noget frygtelig skete ude på Fjordnæs.
Der blev et rygte som Ragnarok. Vantro, som talte om monstre og turser.
Ikke underligt, at mange mindedes Odin, og den tid, han skabte tugt og orden.
Så var der engang, da gæssene trak, at kong Olav sejlede i Norges skærgård.
Da hørte han forbløffet om bæstet Vølse. "Det skal standses," sagde han. "Det er svineri.
Vinden er god. Vi skal omvende de folk. Afsted til Fjordnæs. Afsted til Vølse.
Da den kristne konge kom til Fjordnæs, gik han fra borde med Kolbrunarskjald,
den Tormod, som faldt ved Stiklestad, i øvrigt med sin herre, Olav den Hellige.
Den tredje høvding, der så hestedinglen, var Finn Arnason, en anset høvding.
Ved solnedgang gik de ind i stuen, klædt i grå og store kapper.
De satte sig tavse på en bænk i stuen. Inderst sad Finn, så fulgte Tormod,
og nærmest døren slog Olav sig ned. Nu ventede de tyst på Vølsefolket.
Da mørket faldt på, kom en yppig mø med lys, som skinnede på skyggerne.
Hun hilste og spurgte, hvem de var. "Jeg kaldes Grim," sagde Kolbrunarskjald.
"Jeg hed aldrig andet," lo Arnason. "Det kaldes jeg også," sagde kongen hæst.
Pigen nikkede og så nøje på de tre, især på manden som sad ved døren.
Til sidst tog hun ordet og sagde stille: "Jeg ser sølv på gæster og gyldne kapper,
hellere tiere jeg end taler usandt. Velkommen, konge. Velkommen, Olav."
Kongen tog ordet: "Lov mig, kvinde, at skjulde din viden, hvis du da er vis."
Pigen rødmede og gik ud ad døren, og siden kom fa`ren og sønnen ind
sammen med trællen, som tyggede tyndt. Alle tog plads på den anden bænk.
Nu dækkede træltøsen og datteren op med steg og tærte, humøret steg.
Mu satte datteren sig hos drengen. Trælkvinden sad hos sin trælkarl.
Nu vented`Grimmerne med stor forventning på bondens madam og hendes dingel.
Så kom hun, harpen, med hellige Vølse fast i favnen og et hoffærdigt blik.
Uden at hilse til højre eller venstre gik hun til sin mand, som mumlede højt.
Hun tog tøjet af Vølse og lagde den varsomt i hans slappe skød og begyndte at synge:
Våd og stiv er du, min Vølse, klædt i linned og løg i din kiste.
Modtag af os din Mørnergave. Så er det din tur, husbond, hold ham op.
Syng lidt om hans kraft og lidenskab." Hun satte sig tungt ved mandens side.
En tid sad bonden bleg og mut. Så løftede han strutten og sang lavmældt:
"Det var bedst, du ikke blev båret rundt en aften herhjemme, hvor få er husvant.
Modtag af os din Mørnergave. Det er din tur, søn, syng sødt for Vølse."
Da sønnen fik Vølse, bed han sammen og sang: "Giv karlen her til kvinder,
så de kan væde Vølse om natten. Modtag af os din Mørnergave."
Med disse ord gav han husets datter hestedinglen, den fordærvede Vølse.
"Jeg sværger ved Gevjon," begyndte pigen, "og ved den gode gud og gode kvinder,
at jeg ræddes ved den røde tryne. Modtag af os Mørnergave."
Hun tav og rakte Vølse til trællen, som tog om den med tykke fingre.
"Byde mig kød og nybagt brød skulle hellere end den hellige dingel
på sådan en hverdag, hvor vi alle hungrer. Modtag af os din Mørnergave.
Det skal jeg jo sige en stund som denne. Det er din tur, Tykke, til at trykke Vølse."
Trælkvinden kælede kærligt med Vølse og gav den et kys og begyndte sit kvad:
"Fandt vi alene elskovslejet, jeg undslog aldrig uro og glæde.
Modtag af os din Mørnergave. Værsgod, du Grim,grib du nu Vølse.
Finn tog mod sylten og sang med møje:" Om end jeg lå på lange færd
i læ af skove eller midt på søen, så satte jeg gerne smidigt mit sejl.
Modtag af os din Mørnergave. Grib du nu dinglen, gode Grim."
Tormod smilede og så på Vølse omhyggeligt og længe. Han lo og sang:
"Aldrig før så jeg så fæl en finger snige sig rundt i seng eller halm.
Modtag af os din Mørnergave. Hank op i Vølse, vældige Grim."
Kongen tog dinglen og stod op og kvad: "Tit var jeg styrmand og stod i stavnen
og rådede mit med kløgt og talent. Modtag af os din Mørnergave,
men du, min køter, som ligger i krogen, tugt du nu krammet, kærligt og grundigt."
Med disse ord røg den rådne dingel hen til hunden Lærir, som greb uhyret
og begyndte at æde, grådig og henrykt. Da skælvede konen over hele kroppen.
Munden stod åben og kjolen med. Hun skreg, så det hørtes højt i Bergen:
Hvem er den mand, som skænder Mørner, og kaster Vølse til en skabet køter.
Mellem dør og karm jeg blev gerne kastet, hvis blot jeg fik fat om Mørner.
Læg dig, Lærir, lusede tæve. Slug den ikke, giv strutten til mor."
Resten af sangen er men at synge. Nu kastede kongen sin gråblå kappe
og talte for værterne om den sande tro. Da kongen rejste, lod de sig kristne
og holdt siden fast på jomfru Maria. Men hunden blev syg og løb væk til sidst.
Emne: Historie time ;) 
Fre Okt 09, 2009 7:25 pm
